Vejen til din indre styrke
Vi kan hjælpe og støtte hinanden på mange forskellige måder. Jeg har selv (og bruger stadigvæk) en samtaleterapeut, der hjælper mig igennem de svære tider. Nogle gange hjælper hun mig også igennem de gode tider og giver mig det ekstra spark eller blot en kærlig opmuntring. Personligt synes jeg selv, at det er vigtigt at have nogle hjælpere omkring. Det behøver ikke at være den samme person, men nogle gange (synes jeg), er det ikke altid nok med mand, familie og venner og man må søge længere ud i horisonten. Det er forskelligt, hvor jeg søger hen og selvom jeg er uddannet clairvoyant, er det ikke altid i det samme felt jeg søger hjælp. Jeg benytter mig både af healing, zoneterapi, clairvoyance, håndlæsning, samtale eller andet jeg synes, der giver mening i den aktuelle situation.
Jeg har igennem snart 3 år brugt en samtaleterapeut for særligt sensitive mennesker og det har været så givende og helt igennem fantastisk. Hun har kunnet mærke mig, hvor jeg var og hjulpet mig i de svære og meget hårde perioder – dem, som vi nok alle har igennem livet. Vi har aldrig nogensinde siddet overfor hinanden under en samtale. Hun bor i Hillerød og det hele har fungeret over tlf eller mail. Jeg har kunnet være anonym, men det har ikke været af stor betydning for mig – og så alligevel. Det er dejligt at snakke over telefon, da jeg nogle gange selv kan virke for anspændt og ude af fokus, hvis jeg skal sidde overfor en person og snakke. Jeg kan sidde og bekymre mig om, hvordan jeg sidder og om jeg kigger rigtigt på behandleren osv. Total skørt og måske lidt mærkeligt for nogen, haha. Men sådan er jeg altså skruet sammen.
Min samtaleterapeut er fantastisk og hun er dygtig i hendes fag. Jeg ville slet ikke selv kunne sidde og gøre det samme som hende. Jeg beundrer hendes måde at fortælle og mærke hendes patienter på. Hun rammer en nerve, som (for mig) har været så vigtig. Jeg føler mig hele tiden mødt og forstået af hende og der er ikke noget, der føles forkert. Wow! Hun har givet mig så mange gode redskaber og tanker, jeg kan bruge, når og hvis det brænder på. Og ellers kan jeg jo altid ringe til hende. Det er så befriende. Hun hviler så meget i det hun gør og hun ved, at hun er god til det hun kan. Det smitter af på mig i vores samtaler og jeg føler mig tryg.
På samme måde er det vigtigt, at jeg også føler mig tryg i det, JEG gør og det JEG kan. Det er stadigvæk en rejse for mig, for jeg kan nogle gange tvivle på, om det, jeg gør, er rigtigt. Det er vel også meget naturligt. Men efter jeg er begyndt på healeruddannelsen, kan jeg mærke, at jeg ligeså stille bruger kræfter på det, jeg KAN og ikke det jeg ikke kan. Det giver mig en indre ro og tillid til, at det jeg gør er godt. Jeg gør det godt!
Gør DU det, du er god til? Hvad er du god til og hvad kan du godt lide at lave? Jeg er sikker på (og jeg ved), at når vi finder vores vej og det vi er gode til, vil vi automatisk hvile noget mere i os selv og finde mere fred med det.
Alt det bedste til jer derude.
Jeg vil tillade mig at linke til min samtaleterapeut, Camilla. Du kan finde hende her.