Guide til at stabilisere din energi, når du er sammen med andre

Nogle mennesker mærker mere end andre gør. Jeg er under den kategori og det kan til tider være en udfordring, selvom det også er så forbandet fantastisk. Jeg har fået mig en gave i at kunne mærke og føle lidt ekstra, men jeg har også fået mig en opgave. Jeg vil ikke være det foruden, men det kan også være så pokkers svært at finde en balance i.

Jeg er introvert, men elsker også at være sammen med mennesker, selvom det er der jeg bliver drænet allermest. Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvornår det hele bliver for meget og trækker mig i tide. Det er dog ikke altid jeg får det gjort og må betale prisen ved at være træt og overstimuleret i dagene efter – tror nu heller ikke at vi 100% kan undgå situationer vi bliver drænet i. Det vil også være lidt kedeligt, da vi jo hele tiden bliver klogere på os selv, alt efter hvilke valg vi træffer og begivenheder vi prøver os selv af i.

Pointen er dog bare, at vi ikke skal ud i alt for mange situationer, der dræner vores energier så meget, at vi mister os selv.

Det er og bliver en balance og det er kun dig selv, der kan mærke når det hele bliver for meget for dig.

Jeg skitserer her nogle forskellige øvelser du kan bruge, når du står i en situation, hvor du har svært ved at trække dig og ønsker at stabilisere din energi:

1. Vi modtager energier i vores Solar Plexus chakra, som sidder under ribbenene. Måske du kan genkende følelsen ved at få fysisk ondt i maven, når du bliver drænet for meget. For at lukke af for udefrakommende energier kan du ganske enkelt lægge en hånd på stedet for at lukke af.

2. Hvis jeg skal steder hen jeg ved der bliver for presset, visualiserer jeg, at jeg har en blå boble omkring min krop, hvor ingen kan “træde ind”. Den blå farve står for beskyttelse og vil altid kunne hjælpe i sådanne situationer.

Hvis du har mulighed for at trække dig kan du:

3. Gå på toilettet eller udenfor alene og trække lidt luft for dig selv.

4. Under min uddannelse som clairvoyant brugte jeg “hunde-rysteren”, som virkede så godt for mig. Jeg rystede ganske enkelt hele min krop, som når en hund er blevet våd. Det kaster alle de energier ud i luften, som vi ikke selv har brug for og giver os vores eget lys tilbage.

Og vigtigst af alle punkterne:

5. Overvej om det overhovedet er vigtig for dig at tage afsted, hvis du i forvejen ved, at du bliver for drænet.

Du kan mærke efter inde i dig og se, hvilke punkter og øvelser, der passer dig bedst. Det kræver øvelse og tålmodighed, men lige pludselig så kan du og så vil du opleve, at det virker.

Alt det bedste til jer derude.

Kærligst Maj